KUNSTMUSEET I TØNDER
I årene frem mod 1914 brugte man megen tid i Indenrigsministeriet i København på forberedelser til markering af 50året for 1864. Det omfattede mange kulturelle områder, men fælles for dem alle var at styrke det dansksindede i Nordschleswig. Initiativerne førte dog i første omgang ikke meget med sig af den simple grund, at Første Verdenskrig kom i vejen for projektet, men som krigen udviklede sig steg forhåbningerne i Danmark om muligheden for, at Nordschleswig kunne vende tilbage og blive Sønderjylland. Da det begyndte at se sådan ud, hentede man i 1918 de da nedpakkede 1914-forberedeler ud af skuffer og skabe, for nu skulle de kommende sønderjyder stifte bekendskab med så meget som mulig af det, der havde været svært tilgængeligt siden 1864.
Pakken omfattede som sagt mange kulturelle områder, blandt andet et forslag om, at danske billekunstnere burde donere kunstværker til projektet. Set i bakspejlet er det mærkværdigt, at der i komiteen, der var nedsat til formålet, ikke befandt sig en eneste kunsthistoriker, men alene eksperter fra netop andre kulturområder og især historikere. Det faldt danske billedkunstnere for brystet og endnu mere, da komiteen barslede med ideen om, at de donerede kunstværker skulle placeres i det såkaldte offentlige rum. Dér ville de danske billedkunstnere ikke figurere og da slet ikke i for eksempel forsamlingshuse, men de foreslog i stedet at søge at finde en passende i forvejen eksisterende bygning centralt placeret i landsdelen og indrette den til kunstudstillingsbygning. Der fulgte mange kontroverser, der endte med, at datidens førende billedkunstnere glimrer ved deres fravær i den samling, som omfatter mere end 500 værker under navnet Kunstnergaven af 1920.
Efter udstilling af hele kunstsamlingen på Charlottenborg i København blev den, som det refereredes i pressen, ’udskibet til Sønderjylland’ og velankommen hertil blev den opdelt i fire tilnærmelsesvis lige store dele til hovedbyerne Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder. Det var komiteens udtalte ønske at kunstværkerne i videst muligt omfang skulle placeres bedst tilgængeligt for flest indbyggere, og derfor med hjemsted i for eksempel biblioteker og andre tilsvarende offentlige bygninger og forsamlingssteder. På østkysten gjorde man ’som far sagde’, men ikke i Tønder.
Der havde man sat sig fast på, at restaurere og udbygge de bygninger, der lå på Slotsbanken, og derfor over for komiteen gjorde opmærksom på, at man ville opføre et museum, hvilket fremkaldte hovedrysten, men overbærenhed i København. Tænker man på, hvor langsommelig en proces et sådant initativ oftest er, så er det intet mere end imponerende, alle tidens omvæltninger taget i betragtning, at det allerede i 1923 lykkedes at åbne Tønder Museum. Oven i købet så forudseende, at der var rigeligt med kvadratmetre, så man dermed kunne være storsindet og indrette en hel første sal i sidebygningen alene til udstilling af Tønders andel af værker fra Kunstnergaven af 1920.
Det blev begyndelsen til det, der skulle udvikle sig til Sønderjyllands Kunstmuseum I 1972 og med navneskifte i 2007 til Kunstmuseet i Tønder.
